HGATM Sensommerløb fik besøg af løber med næsten 1000 halvmarathons

Som totalt inaktiv 55-årig startede jeg i april 2011, på min hustrus opfordring, på et begynderhold i Køge Atletik, i erkendelse af at jeg nok var ved at komme i ”den farlige alder.”
Læs videre under billedet

Foto - Jens Ilnov & Nicolas Ilnov

Foto - Jens Ilnov & Nicolas Ilnov

De første kilometer


Heldigvis omgivet af andre, der ved projektets start var i tilsvarende dårlig form, lykkedes det efter 12 ugers træning og flere nærdødsoplevelser at tilbagelægge 5 km, og for første gang oplevede man den eufori, og det kick det giver, at gennemføre et godt løb. 

Det gav blod på tanden, og en efterfølgende ”udstationering” i Århus, og endnu et begynderhold, løftede barren til 10 km. Dermed var næste mål klart, og det første halvmarathon kom i hus i efteråret samme år ved Skovmar’en i Hillerød.


Løb som en del af livet


Løb var dermed blevet en fast del af familiens liv, og mens familie og venner undrende så til, løb vi i en årrække meget på de hjemlige landeveje, og deltog i forskellige officielle halv- og helstore løb, kulminerende med debuten på marathondistancen i København i 2014, hvor øsregn på de sidste 10 km kunne ikke lægge en dæmper på begejstringen over at have gennemført.

Fællesskabet i løb


At løbe er altid dejligt, men endnu bedre når man kan dele interessen med andre, og introduktionen i 2019 til Cannonball-miljøet åbenbarede en hel ny verden, hvor det fysiske blev kombineret med et socialt fællesskab og sammenhold, der har været den drivende kraft siden. Samtidig bemærkede man de frygtindgydende rygmærker fra Klub100, og selv om totalen dengang var beskedne 22 halvmarathon, var der allerede et nyt mål at sigte efter.

Foto - Jens Ilnov & Nicolas Ilnov

Foto - Jens Ilnov & Nicolas Ilnov


Inspiration fra andre løbere


Der kunne hentes masser af inspiration fra andre løbere, ofte med tanken om at hvis de andre kan, så kan jeg måske også, og dermed blev ens egen grænse stille og roligt flyttet længere. 69 HM i 2019 blev til 171 i 2021 og 240 i 2023. Antallet og frekvensen betød naturligvis at farten faldt drastisk, fra 2:05 i snit til nu 2:40, men det er blevet underordnet – det primære er at man fortsat har glæden ved at gennemføre, og glæden ved at mødes med andre løbere.

Milepælen: 1000 Halvmarathons

Efter HM nr 998 ved HGATM’s glimrende løb, står nr 1000 nu for døren, og det er naturligvis en milepæl og en dag der skal markeres lidt ekstra, hvorefter frekvensen måske skal reduceres en smule, men der vil stadig være glæde ved hvert løb der gennemføres fremover.